Klimaprojekt

Solceller for børn

Der bliver ofte talt om, at børn og unge ikke aner noget om klimaet og energiforbrug, men det er i hvert fald ikke tilfældet på Julemærkehjemmet i Hobro.

- I sommeren 2010 fik Julemærkefonden et solcelleanlæg, som de valgte at placere i Hobro, hvor det hænger fint på gymnastiksalen lige ved den store skolegård. Og børnene de har helt tjek på, hvad de sorte, flade kasser er, og hvad de gør.

- Vi er rigtig glade for anlægget. Vi synes, det er godt med vedvarende energi - vi vil gerne være med til at give verden videre til børnene på en bedre måde. Og børnene er helt klar over, hvad det er, og de ved, at det er med til at nedsætte vores energiforbrug, siger Marie Høgsbro, forstander på Julemærkehjemmet i Hobro.

Hun mener også, at anlægget generelt kommer til at bringe mere fokus på energiforbrug på Julemærkehjemmet - ikke mindst, når det bliver vinter og forbruget bliver større. De lyse timer bliver ganske vist også færre, men solen skinner trods alt også om vinteren.

- Vi er meget bevidste om at tænde og slukke, og vi har også automatisk tænd-sluk, så vi har allerede fokus, men vi bliver helt sikkert mere opmærksomme nu, hvor vi har anlægget. Vi prøver også at involvere børnene, så de også lærer det. Det er jo dem, der bliver voksne og skal føre Danmark videre, så de skal også være bevidste om at spare på energien, siger Marie Høgsbro.